Uge 40 - Alkoholkampagne

Mange af os drikker for meget, men vi kan få hjælp til at drikke mindre - Hver anden har været bekymret for alkoholforbruget hos en, der står os nær

Afhængighed af alkohol er en alvorlig sygdom, som ikke kun går ud over den enkelte, men også de pårørende. Det kan skabe mange bekymringer. Derfor sætter Holbæk Kommune fokus på rådgivnings- og behandlingsmuligheder i anledning af Alkoholkampagnen i uge 40.

Ifølge en undersøgelse fra Alkohol & Samfund, foretaget af Voxmeter, har hver anden dansker oplevet at være bekymret for en nærtstående på grund af vedkommendes alkoholforbrug. Nogen gør noget ved bekymringen og tager en snak med vedkommende, mens andre holder sig tilbage, fordi de blandt andet frygter reaktionen.

I anledning af Alkoholkampagnen uge 40 opfordrer Holbæk Kommune til, at man søger hjælp til at tage en snak, hvis man er bekymret for en, man står nær. Samtalen kan være første skridt på vej mod behandling. Du kan søge hjælp i vores rusmiddelcenter på telefon 72 36 40 90 eller hos rådgivere på Alkolinjen 80 20 05 00. Det gælder både mennesker med et potentielt alkoholproblem og pårørende.

469.000 danskere har ifølge Sundhedsstyrelsen et moderat eller svært alkoholproblem, og der går almindeligvis 12 år, fra man har erkendt et alkoholproblem, til man kommer i behandling. Deler man sin bekymring med enten en rådgiver eller den, der har et alkoholproblem, kan det hjælpe til, at vedkommende kommer tidligere i behandling.

KONTAKT RUSMIDDELCENTER HOLBÆK

KONTAKT ALKOLINJEN
Har du eller nogen du kender problemer med alkohol, kan du alle hverdage 9-17, gratis og anonymt kontakte Alkolinjen på telefon 80 20 05 00 eller chat på alkolinjen.dk. Find hjælp og gode råd på kampagnesiden.

FAKTA

7 gode råd til at tage snakken

Hvem, hvor og hvornår
Det kan være rart at være 2-3 personer, så I kan støtte hinanden. Vælg et sted, hvor han eller hun føler sig tryg og vælg et tidspunkt på dagen, hvor han eller hun ikke er påvirket.

Samtalen
Forbered og øv samtalen grundigt. Skriv ned, hvad du vil sige, så du får sagt det, du ønsker at sige.

Ønsker
Vis respekt og tillid. Lad personen selv komme med et bud på, hvad der skal ske efter samtalen. Tænk også over, hvad du gerne vil have, der skal ske efter samtalen. Ønsker du, at han eller hun stopper med at drikke alkohol eller søger hjælp?

Grænser
Er der grænser, du vil sætte for hans eller hendes forbrug af alkohol? Eksempelvis, ”jeg vil ikke have dig på besøg, når du er beruset”.

Konsekvenser
Får det konsekvenser, hvis personen ikke vil leve op til dine ønsker? Undgå trusler, hvis du ikke er klar til at handle på dem. Han eller hun skal føle sig støttet ikke truet.

At søge behandling
Vil du tilbyde hjælp til at aftale samtale eller behandling og eventuelt selv deltage? Vil du sætte grænser over for den der drikker, hvis han eller hun ikke vælger at gå i behandling?

Afsluttende 
Lav nogle konkrete aftaler med personen, som drikker.

OM ALKOHOL & SAMFUNDS UNDERSØGELSE
Voxmeter har på vegne af Alkohol & Samfund foretaget en undersøgelse i perioden 26. april til 3. maj 2024. Dataindsamlingen er gennemført som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse. Målgruppen er danske borgere i alderen 18 år og derover.

1.085 respondenter har besvaret spørgeskemaet. Datasættet er vejet på køn, alder og region i forhold til tal fra Danmarks Statistik.

DANSKERNES ALKOHOLFORBRUG OG ALKOHOLPROBLEMER
Ifølge Sundhedsprofilen 2021 drikker 15,7 % af danskerne mere end 10 genstande om ugen og 9,3 % drikker mere end 4 genstande ved samme lejlighed minimum én gang om ugen. Begge dele er mere end hvad Sundhedsstyrelsen anbefaler. Sundhedsstyrelsen har estimeret at 67.000 danskere har tegn på et svært alkoholproblem, mens 402.000 har tegn på et moderat alkoholproblem. Statens Institut for Folkesundhed har ligeledes estimeret at 109.000 børn vokser op i en familie, hvor en eller flere har et moderat eller svært alkoholproblem Ifølge Sundhedsdatastyrelsen var der 25.035 personer i offentligt finansieret alkoholbehandling i 2022.

Senest opdateret 24-09-2024